MEN for første gang havde jeg faktisk først glemt dagen og blev først mindet om det, da jeg læste et indlæg af Rasmus Tantholt på Facebook, hvor han skrev om hans far, som han mistede på denne dag for mange år siden.
Jeg vælger at se det som et godt tegn. Jeg er kommet videre. Så godt som man nu kan. Jeg savner hende stadig usigeligt meget og jeg ville ønske, at hun var her til at opleve vores to guldklumper. Men sådan skulle det jo desværre ikke være.
Heldigvis er de gode til at komme med på kirkegården og de har helt styr på, hvem mormor var og at hun nu desværre ikke er her mere. Det betyder meget for mig.
På billedet laves der lidt fjol for at få Liv til at smile. Det tager Lauge meget alvorligt :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar